Sider

22.1.17

When your legs don't work - Part 4





Læs første, andet og tredje kapitel, hvis du har lyst. (Der er et eller andet HELT galt med layoutet i det her indlæg - jeg har prøvet at rette det, men det bliver det bare værre af - jeg håber I kan læse det alligevel)


Hvis der er en sang, jeg har haft på hjernen undervejs i det her forløb, så er det Ed Sheerans "Thinking Out Loud" - endda så meget, at den har lavet titlen til denne føljeton. Sangen indledes nemlig med ordene "When your legs don't work like they used to before." Og hvis der er noget, man kan sige om mine ben, så er det da, at de ikke helt virker, som de plejede. Nå ja, og så handler sangen om kærlighed, der er stærk og varer ved - og uden den slags kærlighed, så tør jeg ikke tænke på, hvor meget hårdere det her forløb havde været. Uden en forstående kæreste, der jublede hvis jeg havde tømt opvaskemaskinen og så bort fra alt det andet, som jeg ikke nåede og jublede sammen med mig, når jeg gjorde nye fremskridt. Og en kæreste, der ikke i et sekund bebrejdede mig og den situation mit uheld havde sat os i. At vores liv blev slået helt ud af kurs. Uden familie, der uden at blinke passede både Gry og jeg, når vi manglede hænder. Uden min søster, der kom og holdt mig ved selskab, når jeg var ved at blive skør. Uden Gry, der accepterede, at mor ikke kunne alt det hun kunne før og passede vildt godt på mig, da jeg først begyndte at bevæge mig rundt. 

Jeg gik til genoptræning flere gange om ugen og jeg trænede så meget som min fysioterapeut tillod. Blev hentet og bragt, cyklede utallige kilometer på en motionscykel, brugte timevis i en gangbarre (I ved, den slags man ellers kun ser i film, når folk på mirakuløs skal lære at gå igen efter en ulykke), trænede styrke og stabilitet og vendte mig langsomt af med dårlige vaner. Dårlige vaner som at kigge ned på hvert et skridt jeg tog for at være sikker på, at jeg placerede foden rigtigt og at jeg ikke trådte på noget, der bare var det mindste ujævnt - med det resultat, at jeg absolut intet så af verden omkring mig. Jeg kunne ikke multitaske - hvis jeg gik, så gik jeg og koncentrerede mig om dét. Hvis jeg så skulle orientere mig, så stod jeg stille og kiggede op for at finde et husnummer eller hvad jeg nu skulle se. 




I al den tid jeg gik med krykker kom jeg kun meget kort omkring, men langsomt begyndte det at føles som om, at jeg fik livet tilbage. Det lyder måske overdramatisk, men fra januar til engang langt ind i foråret, kom jeg ingen steder. Min verden var min seng, min sofa, mit toilet, en sjælden gang imellem min terrasse, en flex-taxa, min fysioterapeut og nogle gange mine forældres hus. Min telefon, min iPad, min malebog. Og en helt masse spørgsmål om, om jeg da ikke bare snart skulle smide de der krykker og lære at gå uden. "Jamen, hvor længe skal du da gå med krykker?" Tja, indtil jeg kan gå uden, måtte jeg svare, mens frustrationerne buldrede indeni. For selvom spørgsmålene sikkert var godt ment, så havde jeg lyst til at råbe tilbage, at der da for pokker ikke var noget i den her verden, jeg hellere ville end at gå igen uden de forbandede krykker. Der var ikke noget jeg hellere ville end at gå i Brugsen og handle, end at lave mad, end at hente Gry, end at gå ud med skraldespanden, end at gå på legepladsen eller en tur på Strøget. En enkelt gang sagde jeg det også højt - til manden fra sygedagpengekontoret, som heldigvis for det meste var meget tålmodig og forstående, men som jo også hele tiden skulle sikre sig, om jeg var syg nok til hans system og om jeg snart var rask nok til at være i et andet. Hele mødet med dét system er bare ikke særlig rart, for at gøre den side af historien meget kort. 

Undervejs har det været en stor udfordring, at selvom alle kunne se, at jeg ikke kunne gå særlig godt, så følte jeg, at det var langt de færreste, der forstod, hvad det rent faktisk betød. Måske havde det også en masse at gøre med, at jeg havde enormt dårlig samvittighed over ikke at være hurtigere til at blive bedre og over at det stod så skidt til, men jeg følte i hvert fald, at der ofte var nogle, som satte spørgsmålstegn ved, hvorfor det tog mig så lang tid at komme ordentlig tilbage på fødderne. Jeg kæmpede med alt jeg havde i mig og hver gang jeg havde konsultation med min fysioterapeut roste hun mig for mine store fremskridt. Hun fortalte mig faktisk på et tidspunkt, at det langt fra var alle, der startede hvor jeg gjorde, der kom så langt så hurtigt som jeg gjorde. Jeg kunne have brudt sammen i armene på hende og jeg fældede nok også en tåre (som jeg gjorde under hver eneste konsultation... #tudeprinsesse), fordi det gav mig et kort på hånden, når jeg blev mødt med tvivl. Spørgsmålene var nok aldrig ment som en anklage, men det føltes som om der blev sat spørgsmålstegn ved min indsats og det føltes som en mavepuster hver gang. Jeg tror ikke, at man helt kan forstå, hvordan det føles, hvis man ikke har prøvet det selv - men tro mig, jeg mener det bogstaveligt, når jeg siger, at jeg lærte at gå helt forfra, for jeg havde fuldstændig glemt, hvordan man gør det. 

Men altså - gangbarren blev min bedste ven (og frosne ærter, når jeg kom hjem) i min kamp for at lære at gå helt forfra. Og jeg blev lykkelig hver gang jeg kunne noget, som jeg ikke kunne sidst. Som at gå et rigtigt skridt - sådan hvor den ene fod kommer foran den anden. Som et stå på ét ben. Som at kunne flytte en klud med venstre ben (fordi det betyder, at man har vægten på højre). Som at kunne tage et skridt og kun have én hånd på barren imens. For til sidst at slippe helt og kun gå indeni den for en sikkerheds skyld. Og når jeg ikke var hos min fysioterapeut målte jeg fremskridtene i, hvor mange gange jeg havde gået fra stuen og ud i køkkenet. Og om det var med to eller én krykke. Og senere om det var med én eller slet ingen krykke. Jeg gik fra den ene ende af lejligheden til den anden for at træne gang herhjemme også og i starten kunne et par gange frem og tilbage føles som en hel dag i Londons gader, sådan målt i ømhed bagefter. 




Og sådan gik det langsomt fremad. En dag i juni afleverede vi krykkerne og andre hjælpemidler på hjælpemiddelcentralen og det føltes som en enorm sejr. Ironisk nok var det den samme dag, som vi blev slået hjem i Ludo endnu engang, fordi min kæreste blev fritstillet fra sit job. På mange måder ser vi nu på 2016 som sådan et år, der forsøgte at fortælle os lidt om, hvad vi gerne vil have i vores liv. Ikke flere brækkede ankler, tak. Men mere nærvær, kvalitetstid, taknemmelighed, uendelig kærlighed, gåpåmod og tro på at tingene løser sig. 

I dag er det lige præcist et år siden, at det skete - og for et år siden var jeg vist lige blevet indlogeret på en stue med hende min medpatient, der snakkede i telefon hele tiden og havde skænderier med sine besøgende. I det sidste år, har jeg tænkt meget over ironien i, at vi går rundt og er enige om, at "et brækket ben kan alle jo se - og det gror jo bare sammen igen", når vi taler om og sammenligner med usynlige lidelser. Jeg er ikke ude på at lave en sammenligning overhovedet, for det giver ikke ret meget mening at gradbøje livskriser på andet end personlige skalaer. Jeg kan bare hilse og sige, at selvom mit brud er groet sammen, så var der ikke meget "bare" over resten af forløbet. Jeg har været frustreret og ulykkelig i alle celler af min krop, men også håbefuld og stædig. Jeg har følt mig alene med fornemmelsen af en krop, der ikke duede og bange, når jeg blev i tvivl om, om den nogensinde kom til at virke igen. Mit humør har rutsjet rundt på en skala mellem fuldstændigt opgivende og overbevist om, at alting nok skulle gå. 

En sommerdag græd jeg på vej hjem i bilen fra en helt vidunderlig dag. Jeg havde taget eneret over at gå med klapvognen som ekstra støtte, men bortset fra det havde jeg lige klaret en hel dag i Givskud Zoo og jeg husker, at jeg sagde til min kæreste, at det føltes som om, at jeg lige havde fået mit liv tilbage. Også selvom jeg var fuldstændig brugt og ikke ville kunne gå et skridt mere og nok heller ikke kunne gå ret meget dagen efter. 


Og nu? Jeg går. Og jeg går sådan set meget godt. Jeg er stadig nødt til at tænke meget over, at jeg ikke går for meget i løbet af en dag, hvis jeg vil være noget værd hele dagen - for min ankel hæver stadig op, bliver øm og får mig til at halte, når den bliver træt. Jeg får stadig vild hjertebanken, hvis min fod lander på noget, der udfordrer min stabilitet. Men hey; jeg går. Og selvom lægen dengang fortalte mig, at jeg nok skulle komme op at gå igen, så føles det altså ikke helt som en selvfølge. Og vigtigst af alt: jeg kan gå i Brugsen og jeg kan lave mad. Jeg kan gå en tur på Strøget eller i skoven. Og jeg kan hente Gry i vuggestuen og tage hende med på legepladsen (så længe hun ikke beslutter sig for at løbe væk - så har jeg ikke en chance). Og så passer jeg ekstra på, når jeg kører i bus. 

English:
This is the last chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible. 

20.1.17

When your legs don't work - Part 3


Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet et kapitel til min historie om den "kære" ankel. Måske er det fordi jeg pludselig fik travlt med julerier eller måske begyndte historien bare at komme til et punkt, hvor det gjorde ondt at fortælle den. Forstå mig ret; hele historien gør ondt og selvom det lyder lidt blødsøden (og ja, jeg har også nemt til tårer, men lad nu det ligge), så har jeg grædt nogle tårer imens denne føljeton er blevet til. Til gengæld har jeg også kunnet mærke, at jeg er blevet mere afklaret med situationen og forløbet for hvert kapitel, så jeg er slet ikke i tvivl om, at netop nu er et godt tidspunkt at forfatte tredje kapitel på. Du kan læse første afsnit lige her og andet afsnit her. 

2016 skulle have været sådan et år med fart over feltet. Jeg startede, som I måske ved, i praktik og jeg havde store forventninger til de otte uger og var sikker på, at 2016 blev året, hvor jeg fik et arbejde og hvor der kom til at ske alt muligt godt og spændende for vores lille familie. Og sådan blev det jo så ikke, for begivenheder som denne sætter bare alting ud af kurs. Pludselig sygdom slår puslespillet i stykker og tvinger os til at genoverveje, hvor livet så skal hen. Og 2016 kom i hvert fald ikke derhen, hvor jeg havde forventet. 

Da de seks uger med ROM-walkeren lakkede mod enden, så glædede jeg mig helt afsindigt til at få mit liv tilbage. Jeg vidste godt, at genoptræningen nok ville blive en hård omgang, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvordan det så rent faktisk blev. Midt i al glæden havde jeg dog også søvnløse nætter. Dels på grund af bekymringer om, hvordan sådan et genoptræningsforløb ville være - det googlede jeg internettet tyndt for at finde svar på og sagen er jo den, at det er så individuelt, at ingen alligevel havde kunnet svare mig. Og dels på grund af overvældende smerter, som faktisk betød, at jeg endnu engang måtte ty til morfinlignende piller for at kunne holde ud at være til. Jeg havde ellers trappet ud af morfinen i starten af forløbet, men nu havde jeg så voldsomme smerter, at jeg slet ikke kunne finde ro, hvis ikke jeg tog det stærkeste vi havde i huset. Og de smerter bekymrede mig virkelig, for hvis alt var som det skulle være, så burde det vel ikke gøre så ondt nu?

Derfor blev jeg da også temmelig lettet, da lægen på sygehuset sagde god for at jeg nu skulle have støvlen af. Røntgenbillederne så fine ud, omend der var lidt slørede tilstande i ledet, som umiddelbart skyldtes den måde, min fod havde siddet fikseret i støvlen på. Det var nemlig ikke helt efter bogen og har været med til at gøre mine sener i benet alt for stramme. Til at begynde med kunne jeg overhovedet ikke stå på flad fod, uanset hvor meget jeg så forsøgte. Og jeg husker tydeligt fornemmelsen af, at forbindelsen mellem hoved og fod var sat ud af spil. Til konsultationen på sygehuset bad lægen mig om at vrikke med foden og jeg kiggede intenst på den og gentog "vip, vip, vip" inde i hovedet - intet skete. Måske lige pånær et lille vrik med tæerne. Og selv mens lægen pressede på kunne min fod ikke bevæge sig mere end 20 grader.

De næste uger gik derfor med at få noget bevægelse tilbage i ledet og vænne benet til belastning igen. Jeg tvang foden til at bevæge sig i nye vinkler ved at placere et bælte under foden og trække-trække-trække indtil jeg ikke kunne holde til mere og jeg glemte kun i få øjeblikke ad gangen at have gang i rotationer i ankelledet eller at vrikke med tæerne eller at strække akillessenen eller træne vægtoverførsel. Og der gik altså lige noget tid før jeg stoppede med de lunkne madpakker, som jeg ellers havde drømt sådan om at få lov til at slippe for. Og der gik endnu længere tid før jeg kunne gå på legepladsen med Gry igen.

Det absolut mærkeligste ved det her forløb har været oplevelsen af, at mit hoved fuldstændig havde glemt, at det havde to ben, som det kunne kommunikere med. Der var kun ét. Det er enormt svært at forklare og lyder sikkert virkelig mærkeligt - men det føltes vitterligt som om mit hoved havde glemt at højre ben eksisterede og kunne bruges til noget. Bogstaveligt talt. Ikke nok med, at højre ben gjorde ondt, var svagt og mest af alt lignede overkogt spaghetti med fiskeskæl, der skallede af (lækkert billede, ikke? Seriøst, jeg bruge så sindsygt meget bodylotion og fodcreme efterfølgende) og at jeg var ret usikker på krykkerne som udgangspunkt, så kunne jeg simpelthen ikke få mine tanker til at signalere noget som helst ned i mine ben, der handlede om at gå.

Jeg kunne godt stille min højre fod (som altså er den, der var brækket) på gulvet og forskyde vægt over på det, men uanset hvor højt jeg råbte inde i hovedet på mig selv, at NU skulle jeg f*ndme løfte det forpulede venstre ben og tage et skridt, så skete der bare ingenting. Ingenting.

Jeg kan huske en dag, hvor min mor og søster fuldstændigt velmenende sagde, at jeg jo bare skulle løfte venstre ben en lille bitte smule nu, for at komme henover et lille uskyldigt dørtrin hjemme hos mine forældre. Det lillebitte dørtrin have vokset sig kæmpe stort inde i mine tanker og eftersom jeg aldrig blev rigtig gode venner med krykkerne heller, så virkede selv et lille hop som et farligt stunt, som jeg ikke var sikker på, at jeg ville slippe godt fra. Så der stod jeg, fuldstændig lammet af frygt på grund af et lillebitte dørtrin, der måske er fem centimeter højt. Og jeg prøvede at overtale venstre ben til lige at stole på, at højre ben kunne holde skansen, mens venstre ben bevægede sig over på den anden side af dørtrinnet - et lille bitte skridt og så havde jeg klaret mig ud af situationen. Et lille bitte skridt, KOM NU! LØFT NU BARE DET BEN! Men der skete ingenting... Altså, lige bortset fra at jeg blev virkelig frustreret.

Senere har min fysioterapeut fortalt mig, at de voldsomme smerter jeg oplevede lige inden jeg skulle have ROM-walkeren af, sådan set kunne sammenlignes med fantomsmerter. I ved, de smerter som nogle oplever i en kropsdel, som de ikke længere har. Det satte alting i perspektiv for mig. Mit hoved havde simpelthen glemt min fod. Og kan man så bebrejde det venstre ben i ikke at ville rykke sig ud af flækken? Jeg mener - hvis min krop har været helt overbevist om, at hvis jeg løftede dét ben, så havde jeg nul ben tilbage på jorden. Og krykkerne som aldrig blev mine venner, selvfølgelig. Men altså; nul ben. Det kan man jo blive stående på.

Og der stod jeg så; og lige pludselig fik jeg taget mit sammen til at tage det lille hop henover dørtrinnet med bankende hjerte og vild lettelse over, at der ikke skete noget. Sådan var der jo hele tiden små fremskridt. Tæer, der kunne vippe mere end i går. Et led, der kunne dreje mere. Smerter og hævelser der aftog lidt (for så at komme igen, men altså... alligevel). Bedre bevægelse, mere vægt på benet. Og selvom det meste var små skridt fremad, så var det trods alt stadig små skridt - der gik fremad.

Jeg husker stadig fornemmelsen af mine "første skridt". Jeg var så stolt og lettet, at jeg begyndte at græde over det og jeg bad straks min kæreste filme det, så jeg kunne sende det til min mor. Når jeg ser videoen nu, så er det en skræmmende reminder om, hvor lidt jeg kunne. Hvis det kunne føles som en overvældende sejr, så siger det alt om, hvor svær den her kamp har været. På videoen tager jeg noget der minder om tre små skridt, men jeg løfter knapt nok foden fra gulvet. Lidt senere i forløbet blev det mit succeskriterium for et skridt; at jeg ikke kunne høre min fod slæbe henover gulvet imens. Og jeg kunne slet ikke stå længe nok på højre fod til, at jeg kunne få venstre fod foran - sådan som almindelige mennesker går. Det ene ben foran det andet. Sådan var det ikke for mig i starten. Det var højre ben foran og så lidt slæben frem med venstre. Højre ben en lille smule frem og så lidt slæben frem med venstre. Og mine to krykker. Og jeg var så stolt og overvældet og lettet, for det smagte lidt af, at jeg nok skulle lære det igen. For selvom det var det første jeg fik at vide efter min operation; "Dig skal vi nok få op at gå igen!" og selvom jeg mindede mig selv om de ord hver dag, så gik der ikke mange dage, hvor jeg ikke spurgte min kæreste og mig selv: Men hvad nu hvis jeg ikke kommer til at gå (ordentligt) igen? På daværende tidspunkt virkede det virkelig ikke som en selvfølge. 

Videoen skal jeg nok dele med jer på Instagram (@malenefl), hvis I har lyst til at se en lille smule af, hvordan den slags stolthed og kamp ser ud. Jeg har et helt genoptræningsforløb, jeg kunne fortælle jer om - og lidt om hvor jeg er i dag, men jeg tænker, at det måske lige skal vente til et sidste indlæg. Hvem ved, måske kan jeg nå at skrive det til på søndag, hvor det er præcist et år siden, at jeg væltede i den dér bus. Nu vil jeg nemlig hoppe ud i det smukke januarvejr - hente min Gry i vuggestuen og måske tage hende med på legepladsen på vej hjem. 

English:
This is the third chapter in my story about my ankle. For now I'm just gonna leave it in Danish, since it will take me some time to translate it. If you wish to read it in English though, PLEASE let me know. I would be happy to translate it for you - I just don't want to spend time doing it if no one cares to read it anyway. I hope that's okay and that you don't feel left out. Just say the word and I'll translate it as quickly as possible. 


Seriøst - det her billede er taget første gang jeg tog sko på efter ROM-walkeren kom af.
Det tog mig  mere end 10 minutter at få den på den dårlige fod! 

18.1.17

Zizzi.dk fylder fem år!


Jeg ved udmærket godt, at jeg burde holde mig til at kigge udsalgskategorierne her i januar, men nøj, hvor er det svært ikke at føle sig draget af alle de forårslækre nyheder. Det kender vi vel allesammen, ikke? Jeg håber i hvert fald, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg er så dårlig til at shoppe udsalg, for jeg længes efter blødere farver, lettere materialer og nærmest sommerlige snit, når vi når hertil og jeg bliver så træt af at mørket, at jeg prøver at snyde mig selv ved at lukke lidt forår ind. 

Jeg ville såmænd bare lige tippe om, at Zizzi.dk - en af mine yndlings webshops og faste brands i skabet - fylder fem år i dag. De fejrer det nemlig med fri fragt og det kan næsten altid få mig til at overveje et indkøb en ekstra gang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker simpelthen bare, når jeg kan undgå den udgift. Hvis nu jeg skulle smutte forbi Zizzi, så skulle det i denne omgang være for at finde det perfekte outfit til en barnedåb, vi skal til om et par uger. Jeg er fuldstændig på bar bund, men til gengæld har jeg selvfølgelig også et fuldt skab, så mon ikke det løser sig. Men altså... Derfor kan man jo godt overveje en af de tre smukke løsninger ovenfor, ikke? Ja, der er altså intet nyt under solen - jeg elsker stadig blomster og kjoler i kombination. 

16.1.17

2017


Set i forhold til 2016, så tror jeg faktisk ikke 2017 behøver at anstrenge sig særligt meget for at blive et mere lykkebringende år, men derfor kan man jo alligevel godt tage sig selv i at håbe, at det nye år kommer med gode intentioner. De sidste år af mit liv har om noget lært mig, at man aldrig ved, hvad livet bringer - af godt og af ondt. Der er ikke ret meget andet for end at lære noget af de lektier, man skal lære og så tro lidt på, at der nok gemmer sig en mening med det hele et sted og at det hele til sidst går op i en højere enhed. 

Det er mange, mange år siden, at jeg har haft nytårsforsætter, sådan rigtigt. I år er sådan set ingen undtagelse, men på en måde er der alligevel sneget sig et par stykker - indtil videre er de nok sådan lidt usagte, men ikke desto mindre er de meget vigtige. I 2017 vil jeg være bedre. Jeg vil være gladere, stærkere, mere optimistisk, mere nærværende. 2016 var lidt ude af mine egne hænder, det er 2017 ikke. 

Jeg vil have tid til de ting, som gør mig rigtig glad og jeg vil genfinde troen på mig selv. 2016 var sådan et år, hvor jeg kørte helt i stand by på mange måder. Jeg mistede fornemmelsen af min krop og glemte nok også, hvordan jeg elsker den. Den følelse vil jeg genfinde. Den følelse skal genfinde. Det slog mig for alvor en dag, hvor jeg på instagram så et opslag, der sagde noget i stil med:

Hvis du skal have et nytårsforsæt, der handler om din krop, 
vil du så ikke love mig, at det handler om
at elske den. 

Jeg har arbejdet med min selvkærlighed længe - og lige som så meget andet, så er det fuldstændig naturligt, at det går lidt op og ned. På det seneste er det desværre bare gået rigtig meget ned for mit vedkommende. Når jeg kigger på det år, jeg har været igennem, så er det vel egentlig ikke så mærkeligt, at jeg er kørt lidt ned i energiniveau - og det går altså ud over mit humør og hvordan jeg går rundt og har det med mig selv. Jeg kigger mig i spejlet hver dag og hvor jeg før smilede og sagde, "hey, smukke - ha' en dejlig dag", så har jeg på det seneste nok nærmere bare peget på alle de steder, som jeg ikke er tilfreds med. Og når man hele tiden peger på det, så er det til sidst det eneste man ser. Det er en ond spiral. 

Midt i alt det, så glemmer jeg, hvad jeg i stedet har haft travlt med. For det er klart, at når man står overfor større og mere akutte situationer, så er der ikke tid til at arbejde med selvværd og -kærlighed. Når har glemt hvordan man går og skal lære det forfra - sådan helt bogstaveligt, så er det ikke så mærkeligt at noget andet må falde i baggrunden. Men heldigvis kan det bygges op igen - det jeg slet ikke i tvivl om. Så mit vigtigste nytårsforsæt i 2017:

Elsk din krop (igen)

Det er muligvis nemmere sagt end gjort, men jeg starter lige med at huske mig selv på, at den krop virkelig er sej. Det er den altså. Det kan godt være, den ikke passer ind i idealbilledet af en kvindekrop, men den er sej. Den er smuk og den har båret og givet liv, den giver næring og tryghed til en smuk unge, den er det tryggeste sted min datter kender, den har kæmpet en lang kamp - og vundet den! Den fortjener at blive elsket, så det gør jeg nu. Et skridt af gangen, ikke? 

Har du mon et nytårsforsæt? 

English:

A new year almost always makes me think about what I want to do with it. 2016 really wasn't my year, but I'll try my best to make 2017 a better year! Looking back at 2016 I realize I couldn't do much to change how it all worked out. Right now I'm not in a great place when it comes to loving myself and my body for what it is, but I really want to change that in 2017, so that's kind off a resulution for me. To love my body (again). It's sometimes easier said than done but I try to remember my self that my body is awesome and worthy of love. After all, it's beautiful and it carried life, it's the safest place my daughter knows and it has fought a battle during the last year - and it actually won. So I'm going to love it again. One step at a time, right? 

5.1.17

Min nytårsdessert



Vi kender den allesammen, ikke? Smagen af nostalgi. De der bløde boller, der smager af børnefødselsdag, Den der gryderet, der smager af en tur på Camden Market i London. Chokoladen, der smager af fredag aften og Disney sjov. Eller de der chips, der smager af en ungdomsudveksling i Rusland. Okay, det sidste eksempel er måske lige lovligt specifikt - men jeg kan fortælle jer, at alt der smager lidt af dild (okay, og vodka....) sender mig direkte tilbage til Rusland, hvor jeg var et par gange for omkring 10 år siden (og så behøver vi ikke snakke ret meget mere om, at der er gået så mange år og at jeg ikke rigtigt føler, at jeg er gammel nok til at noget som helst kan være "for 10 år siden". Bortset fra:) 

Den her kage har samme virkning på mig, bortset fra at den ikke sender mig tilbage til Rusland. Den smager nemlig slet ikke af dild - og heldigvis for det! Den sender mig dog også cirka 10 år tilbage i tiden og den smager fuldstændig af latterkramper, venindesladder og gennemført hygge på en café, der desværre for længst er lukket. Den minder mig om min gruppe af sammentømrede gymnasieveninder, som jeg er så heldig stadig at have i mit liv, omend vi ser hinanden alt for sjældent, fordi vores liv har spredt os lidt for alle vinde. Jeg har serveret kagen til nytårsaften de sidste to år, men den kan bruges til absolut alle anledninger, hvor chokolade passer ind (og hvornår gør det ikke det?). Den kræver bare en fryser, så den er ikke så oplagt at tage med på skovtur. 

Udover nostalgi og dejlige minder, så smager kagen først og fremmest af chokolade. Rigtig meget chokolade. Den har en sej og lækker browniebund og derefter to lækre, bløde og kolde lag chokoladecreme eller -mousse om man vil. Og det bedste af det hele er: den er ikke specielt svær at lave, den kræver bare lige at man har planlagt den i god tid inden veninderne kommer forbi. Som med alle andre chokoladekager har den nemlig bedst af at sætte sig natten over - men det giver sådan set sig selv; alle lagene skal nemlig fryses hver for sig, så du skal svinge piskeriset og træbenet i køkkenet hele tre gange for at nå i hus med kagen. Men tro mig; den er det værd! 

Opskriften her giver sådan cirka 10 stykker kage. Mængderne er lidt skæve og det skyldes, at den opskrift, som jeg tager udgangspunkt i oprindeligt er lavet til 30 personer. Den opskrift har jeg tilpasset, så den passer til min springform og min fryser. Opskriften kommer her:

Ingredienser: 
133 gram god mørk chokolade
66,5 gram god hvid chokolade
175 gram smør
1½ dl. pasteuriserede æggehvider
1½ dl. pasteuriserede æggeblommer 
210 gram sukker 

1. lag: Browniebund
Smelt 66,5 gram mørk chokolade med 66,5 gram smør. Jeg gør det bare i en lille gryde, men vær obs på, at det ikke får for meget varme. 
Pisk ½ dl. æggehvider (det svarer til en bøtte - smart, ikke?) med 16,5 gram sukker indtil blandingen er blevet stiv. 
Pisk ½ dl. æggeblommer (svarer igen til en bøtte) med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig.
Vend herefter de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hæld blandingen i en smurt springform og bag den ved 180 grader (ikke varmluft) i 15 minutter. (Jeg har brugt forskellige størrelser og den eneste forskel er at bunden skal bages enten lidt mere eller lidt mindre - men prøv dig frem, det kan vist ikke gå helt galt)

Når bunden og springformen er kølet lidt af stilles den i fryseren. Og når den er kold kan du begynde på: 

2. lag: Hvid chokolademousse 
Smelt 66,5 gram hvid chokolade med 42 gram smør. Især med den hvide chokolade er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er for meget varme - så bliver den nemlig grynet og skiller i værste fald. 
Pisk ½ dl. æggehvider med 16,5 gram sukker indtil blandingen er stiv. 
Pisk ½ dl. æggeblommer med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig. 
Vend de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hent springformen i fryseren og hæld moussen direkte ovenpå browniebunden. Dette lag skal ikke bages, så du stiller bare din springform direkte tilbage i fryseren og venter indtil laget er frossent - så skal du nemlig igang med.

3. lag: Mørk chokolademousse
Fuldstændig samme fremgang og samme mængder som i første lag, så tag et kig derop. Den eneste forskel er dog ret vigtig: Dette lag skal heller ikke bages! Så når du er færdig med at blande alle tingene sammen, så hælder du bare moussen ovenpå det hvide lag og stiller den tilbage i fryseren. 


Når det sidste lag er frossent, så er kagen klar til at blive serveret. Den skal serveres frossen og jeg kan anbefale at servere noget lækkert, frisk frugt til, for selvom chokolade er lækkert med lækkert på, så kan det godt blive en anelse tungt. 

God fornøjelse! 

English:
This is the recipe for the best chocolate cake I know. It reminds me of fun nights with my girls in my hometown 10 years ago. 

As promised I would translate the recipe if anyone wanted it - and since it's a wonderful chocolate cake of course someone did! So here it goes - I'll do my best to get all the terms right. Feel free to ask me if you have any questions. 

You'll need:
133 gr. dark chocolate
66.5 gr. white chocolate 
175 gr. butter 
1½ dl. pasteurized egg whites 
1½ dl. pasteurized egg yolk 
210 gr. sugar 

The first layer - brownie:
Melt 66,5 gr. dark chocolate with 66,5 gr. butter. I just do it in a small pot but look after it so it doesn't get too much heat. 
Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 
Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Bake it in a springform tin for 15 minutes at 180 celsius. 
When it's baked and slightly cooled off you put the cake into your freezer. When it's frozen you can start with the next layer:

Second layer - white chocolate mousse 
Melt 66,5 g. white chocolate and 42 grams sugar. Make sure it doesn't get too much heat! White chocolate really doesn't like it. 
Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 
Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Go get the brownie in your freezer and put the white chocolate mousse on top of it. This layer isn't going into the oven, so just put your springform right back into your freezer. When it's frozen you can make the last layer of this cake: 

Third layer:
It's exactly the same as the first layer - with one exception that is pretty important: don't bake it! Just put it back into the freezer and wait patiently until it's frozen. Now you can eat it! Serve it straight out of the freezer. 

Enjoy! 

31.12.16

Last day of 2016



Hej venner! Godt nytår! 

2016 synger snart på sidste vers og sikke et år det har været. Jeg er sikker på, at det ikke bliver et år, jeg kigger tilbage på og tænker: "Det har sørme potentiale til at blive et favoritår!" for selvom der også gemmer sig masser af fine og dyrebare minder i året, så er jeg altså også temmelig klar til at begive mig ind i 2017 og vinke farvel til det her år, for hold nu lige op, hvor har det været åndssvagt hårdt. 

Jeg ligger i skrivende stund med benet over hjertehøjde for at få min ankel til at blive nogenlunde normal i størrelse efter en dag i køkkenet med kransekage i ovnen og de sidste detaljer til desserten. Om lidt skal jeg lave vores klassiske nytårsmenu og jeg ville foretrække at kunne stå på mine ben imens OG kunne have en god aften bagefter også. Så her ligger jeg, men kun et par minutter endnu. 

Inden køkkentjansen vil jeg trække i noget glimmer, male mine læber røde, sætte mit hår - for selvom jeg bare skal have en helt stille aften med min kæreste, vores datter og min far, så er det jo trods alt kun nytår en gang om året. 

2016 har været et år, der har været så overvældende for mig og min lille familie, at det næsten er urimeligt. Mange ting kunne have gået værre, men vi har taget vores bid af lorten, skulle jeg hilse og sige. En brækket ankel sendte os i frit fald og selvom vi har lært meget om os selv, så ville jeg stadig ønske vi kunne gøre det om (jeg mangler stadig kapitler om den tur - men det kommer på et senere tidspunkt). Pludselig stod ikke kun jeg uden job - det gjorde vi begge og i en periode var det svært at se, hvordan 2016 skulle nå at vise sig fra en nogenlunde side. Men min kæreste har fået et nyt job på en dejlig arbejdsplads og det tegner til et spændende 2017. Jeg krydser i hvert fald fingre alt hvad jeg kan for, at det næste år gemmer på en helt masse gode ting for os. 

Når det så er sagt, så smiler jeg også over gode minder. I sommers sang jeg i kirken til en vidunderlig kærlighedsfesr og det var en kæmpe ære. Vi har været på hyggelige udflugter som familie og jeg elsker at Gry er i den alder, hvor hun gider kigge på dyr i timevis og gider male billeder med mig. Vi har været på kort kæresteferie i Hamburg og alt muligt andet godt - og sådan er det jo heldigvis næsten altid; 2016 var ikke vores år, men det var okay alligevel. Vi står her stadig. Og jeg går igen! 

Og I skal have tak. Tak for at følge med her og på Instagram. For støtte og medfølelse og søde kommentarer. Det betyder så meget. 

Så tak. Og godt nytår. Pas på hinanden derude! 

11.11.16

OOTD: Busy weeks

De sidste ni uger har været så travle - så nu udnytter jeg en bustur midt i solnedgangen til at skrive om stort og småt til jer - og ikke mindst om en virkelig pæn skjorte fra Zizzi! 

Jeg var temmelig bekymret for, hvordan det skulle gå med mig og min ankel, når jeg pludselig blev kastet ud i en hverdag uden mulighed for at hvile benet i løbet af dagen. Og det var da også hårdt i starten, men undervejs har jeg lagt mindre mærke til, at anklen bliver øm, at jeg halter meget mindre - og at jeg generelt bare føler mig meget bedre klædt på til en rigtig hverdag. At kaste mig ud i et nyt projekt uden at føle mig helt klar har nok været det bedste jeg kunne gøre - og jeg har lært så meget. Om mig selv og mine drømme, om andre - og selvfølgelig også om det projekt og de temaer, vi har arbejdet med. 

Nu er forløbet snart færdigt og jeg planlægger så småt, hvad jeg vil have på til vores endelige præsentation. Jeg regner med at det bliver denne smukke skjorte fra Zizzi, selvom jeg også gerne lige vil have den på til barnedåb i weekenden. Jeg er helt forgabt i det smukke og elegante print og jeg kunne simpelthen ikke lade den hænge i butikken. 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...